|
AT BLIVE AKTIV PÅ HF Opdateret: 27.4.2020
For den nystartede radioamatør.
Forord
Denne artikel er ikke om hvordan du bygger dit eget udstyr men er beregnet til inspiration for dig, som lige har erhvervet din B/A licens eller dig, som har genoptaget din tidligere hobby og nu, hurtigst muligt ønsker at finde ud af hvad der sker på HF og hvad du kan på HF.
- Hvilket udstyr kræves der for at dyrke vores hobby på HF båndene?
- Hvordan kan du komme i gang hurtigst muligt?
- Hvad koster det at nå jorden rundt?
Lars OZ1BXM har lavet en hjemmeside om "b-certifikat"
Udstyret
Hurtigt og enkelt fortalt skal du bruge en Transceiver (sender/modtager), en antenne og enten en mikrofon eller en morsenøgle alt efter om du vil benytte SSB eller CW.
Derudover vil det være en god idé med en computer hvor du kan have et logprogram og som du kan bruge til alle de digitale former for kontakter. Det er ikke nødvendigt med en computer men du kan nemt gå hen og blive glad for at have din log tastet ind i en database i stedet for håndskrevet på papir.
Som ikke-selvbygger kan udgifterne til en opstart beregnes ved at lægge de enkelte priser sammen og jeg har prøvet at komme med nogle overslag senere.
Radiostationen
Du skal selvfølgelig have en sender og en modtager til HF. Her er mange muligheder og der er ofte en del brugte til salg på den danske side Brugtgrej.dk eller du kan tage til et af de mange loppemarkeder som afholdes af EDR lokalafdelinger rundt om i landet. Der er også forhandlere som f.eks. MW Electronic og BM Radio der ofte har noget meget fint brugt udstyr.
Når du skal vælge radio, hænger kvalitet og pris selvfølgelig sammen men du skal også være opmærksom på hvilket udstyr der er indbygget. Det kan være strømforsyning, antennetuner diverse filtre samt andre ting. Radioen skal gerne køre alle bånd 10-160M (inklusiv WARC), SSB/CW og 100W. Kig helst efter en decideret HF radio – ikke en af de små med VHF/UHF indbygget. Det siger jeg fordi det er HF vi interesserer os for her og alt hvad en radio kan ud over HF har taget resourcer, til noget vi ikke har brug for.
Du kan også med fordel tænke på hvilken MODE du mest vil benytte. Er du til CW kan du vælge en radio der har gode egenskaber til det, som ekstra filtre, fuld break-in og indbygget keyer. Vil du køre mest SSB er det egenskaberne for denne mode du skal kigge på.
Her kommer et par eksempler på brugte Transceivere med cirkapriser.
- Kenwood TS820 i pæn stand til omkring 2000,- Kr. - Det er en ca 30 år gammel rørstation med en god modtager som stadig kan gøre sig gældende. SSB/CW/FSK, 160M-10M, 100W og til 220Volt.
- Yaesu har flere moderne modeller hvor den mindste deciderede HF er FT-450, 160M-6M inklusiv WARC, 100W, antennetuner, SSB/CW/AM/FM. Den er set brugt til ca. 4400,-Kr.
- Kenwood TS-480 er set brugt til ca. 5500,- Kr. for en 200W, 160M-6M inklusiv WARC SSB/CW/AM/FM.
- Yaesu FT 950 HF/50 MHZ All-Mode IF DSP Transceiver – topmoderne radio med 100W, antennetuner og set til brugtpris på ca. 8500,- Kr.
Og der er mange flere derude så du burde kunne finde en der passer ind i dit budget. Her finder du en web-side som fortæller en masse om hvordan man vælger en Transceiver (Engelsk).
Lad være med at købe en for billig radio da du så ikke vil få det fulde indtryk af hvordan HF båndene er at kommunikere på.
Antennen
Vi ønsker alle en eller flere store antenner til HF, men problemet er ofte at de er store og at man skal have tilladelse til at sætte master op ved huset.
Som helt nystartet på HF der gerne vil i gang her og nu, er langt mindre da heldigvis også nok til både at sende og modtage dine signaler – jorden rundt.
Der findes et hav af opskrifter på hjemmelavede antenner på internettet hvis du er selvbygger, men der er også forskellige færdiglavede lige klar til at sætte op.
Eksempler på brugbare antenner som er nemme at montere:
- Hustler 6 BTV Vertikal 10-80M, 1,5 KW, længde 7,2 mtr. Kræver radialer. NY-pris ca. 2700,- Kr
- Diamond BB7V Vertikal 2-30MHz, 250W, længde ca. 6,7 mtr. Ingen radialer. NY-pris ca. 2400,- Kr
- HF tråd antenne 3,5-30 MHZ, 20 meter tråd med MTFT magnet BALUN. NY-pris 895,- Kr
- 12 meter Glasfiber medestang (sportsforretning). NY-pris 299,- Kr
Computeren
Vælger du at bruge elektronisk log kan stort set enhver computer klare det, da et almindeligt logprogram ikke stiller store krav. Muligvis vil en lidt nyere computer klare sig bedre hvis du vil bruge contestprogrammer og hvis du ønsker at styre din radio fra computeren, for så er vi ovre i de lidt mere specialiserede programmer.
Det er en god idé at koble radio og computer sammen gennem den såkaldte CAT-forbindelse der ofte er en seriel port i radioen. I de nye radioer er de dog endelig ved at finde ud af der er noget som hedder USB og at serielle porte ikke er standard i computere mere.
CAT forbindelsen benyttes til at kommunikere med radioen med et specielt kommandosæt som kan hente oplysninger om mode, frekvens og mange andre indstillinger og hvor man blandt andet kan sende frekvensskift til radioen og bruge digitale modes. De fleste logprogrammer kan aflæse oplysningerne således at for eksempel frekvensen automatisk kommer med i loggen.
Mit eksempel
Da jeg i 2011, efter 25 års pause, startede med at være aktiv radioamatør satte jeg mig et startbudget på ca. 7.500,- kroner. For de penge ønskede jeg at afprøve om HF aktivitet var noget for mig.
Her er en liste over mine indkøb:
• 1 stk Yaesu FT-450AT brugt. Pris 4.600,-
• 1 stk trådantenne med magnetbalun. Pris 740,-
• 2 stk glasfiber 12mtr medestænger. Pris 600,-
• 1 stk galvaniseret hegnspæl 1,5mtr. Pris 18,-
• 12mtr RG58 coaxkabel. Pris 150,-
• 1 stk 25A Switch Mode strømforsyning. Pris 895,-
• 1 stk Paddle for CW – den havde jeg liggende fra 1985. Pris 0,-
Pris i alt Kr. 7000,-
Aktivitet - {STILL GOING STRONG 2015}
Trådantennen bruger jeg endnu her i 2013 og med stor glæde. Tråden er monteret som Inverted-L og er en meget simpel antenne og så jeg bruger den oven i købet uden nogen form for radialer. Coaxkablet (som er udskiftet med H1000) går direkte til MTFT magnetbalunen der er monteret på en 2 meter galvaniseret hegnspæl som stikker ca. ½ meter op af jorden. Direkte fra balunen løber så de 20 meter antennetråd ca. 12 meter lodret op af en glasfiber medestang og videre vandret ca. 8 meter over til en anden 12 meter medestang. Denne antenne har givet kontakter med radioamatører på alle kontinenter. Jeg bruger den på alle bånd 160M – 10M.
Yaesu FT-450 transceiveren er dog blevet udskiftet da jeg fandt ud af at det var alle tiders hobby. Jeg har nu en Ten-Tec Eagle 599AT DSP radio specielt velegnet til CW. Og så har jeg en Elecraft K3 som også er en rigtig lækker radio.
|
OZ1BII - OU2I - 5P2I - XP2I - ZF2EE - D44EE - ZA/OU2I -
Mail til mig - Alle informationer på disse sider gives uden nogen form for garanti af rigtigheden og er kun beregnet
til almindelig information. Jeg skriver om mine oplevelser som radioamatør, om mine stationer
(Ten-Tec Argonaut 509 5W, Ten-Tec Century 21, Ten-Tec Triton 540, Yaesu FT-450, Ten-Tec Eagle 599, Elecraft K3) og antenner (LW, W3DZZ dipol og 3 element
Hygain 10-15-20 samt diverse trådantenner) og byggeprojekter. Best 73 de OZ1BII -
|
|
|
|
|